Gå til hovedindhold
Nyhed

Bornholm får nu digital teoriprøve

Køreeleverne på Bornholm kan fra 6. oktober tage deres teoriprøve digitalt med de muligheder, det giver for at selv at styre tempoet i teoriprøven.

26. aug. 2025
Forenden af en mindre hvid personbil, hvor man kan skimte føreren.

Foto: Ulrik Jantzen

Indhold

    Fra oktober er det slut med analoge teoriprøver på Bornholm. Fra mandag den 6. oktober bliver teoriprøverne nemlig afviklet digitalt i Rønne.

    Digitale teoriprøver betyder blandt andet, at elever selv kan styre tempoet og gå frem og tilbage i spørgsmålene og i det hele taget få en mere moderne teoriprøve. 

    - Det er glædeligt, at Bornholm nu kan udbyde den digitale teoriprøve. Jeg har selv prøvet systemet sammen med nogle unge køreelever, og vi var alle enige om, at det er en god måde at tage prøven på. Den store fordel er, at man selv kan styre tempoet og gå frem og tilbage mellem spørgsmålene, så der ikke er den samme stres under prøven, siger transportminister Thomas Danielsen. 

    De sidste analoge teoriprøver i Rønne bliver afviklet i uge 39. Herefter kan kørekortelever tage teoriprøven digitalt i alle kategorier på dansk og engelsk, undtagen Traktor/motorredskaber, der afvikles som hidtil.

    Sådan fungerer den digitale teoriprøve

    Den digitale teoriprøve starter med en guide, der introducerer til systemet, hvor eleven også får mulighed for at besvare to øvelsesspørgsmål. Selve den digitale prøve har en varighed på 25 minutter, hvilket svarer til den analoge prøve.

    Under prøven kan eleven få prøven læst højt, gå frem og tilbage mellem spørgsmålene, gemme et spørgsmål til senere og se antallet af besvarede, ubesvarede og gemte spørgsmål i en spørgsmålsoversigt.