Gå til hovedindhold
Nyhed
Femern

Dansk-tysk ministermøde om Femern Bælt-projektet

Den 29. oktober 2025 mødtes transportminister Thomas Danielsen med sin tyske kollega, forbundstransportminister Patrick Schnieder. På mødet drøftede de to ministre status for anlægsarbejdet med Femern Bælt-forbindelsen og de tyske jernbanelandanlæg.

29. okt. 2025

Foto: Sund & Bælt

Indhold

    I juli 2025 oplyste Forbundstransportministeriet, at det ikke er muligt at tage de tyske jernbanelandanlæg i brug i 2029 som planlagt. Det skyldes især de vanskelige procedurer for godkendelse og tilladelse til at igangsætte anlægsarbejde i Tyskland. Tysklands engagement for at færdiggøre de tyske jernbanelandanlæg hurtigst muligt er dog ikke ændret, og mulighederne for at fremskynde arbejdet undersøges. 

    I september 2025 meddelte Sund & Bælt Holding A/S, at færdiggørelsen af et specialfartøj til nedsænkning af tunnelelementer er så forsinket, at det bliver vanskeligt at nå målet om at åbne Femern Bælt-forbindelsen i 2029. Nedsænkningsprocessen er blevet 18 måneder forsinket, og det er usikkert, hvor meget af den tabte tid, der kan indhentes i de kommende år. 

    Da de problemstillinger, der skal afklares, er komplekse og har forskellige årsager, vil nye tidsplaner for idriftsættelse først blive udarbejdet og offentliggjort efter nøje overvejelse af bygherrerne på begge sider. Der er enighed om, at begge parter arbejder fokuseret på at åbne henholdsvis den faste forbindelse og de tyske landanlæg så hurtigt som muligt. 

    - Vi har haft et godt møde og har bekræftet hinanden i, at Femern Bælt-forbindelsen er et vigtigt projekt for begge vores lande og for Europa som helhed. Derfor er vi også enige om, at vi vil gøre vores yderste for at etablere den faste forbindelse og landanlæggene så hurtigt som muligt, siger transportminister Thomas Danielsen.

    Under deres samtale udtrykte de to ministre deres stærke engagement i projektet og statstraktaten fra 2008 om den faste forbindelse over Femern Bælt, og de ser heller ingen grund til at ændre denne traktat i lyset af de nuværende udfordringer.