Gå til hovedindhold
Nyhed

Stor stigning i 17-årige, der ønsker at få kørekort

Siden den 1. juli i år har 17-årige kunnet køre i dagtimerne uden ledsager. Hen over sommeren er der sket en stigning på 45 procent i kørekortforløb for 17-årige sammenlignet med sidste år.

21. nov. 2025
Genrefoto af biler på en tosporet vej med en rundkørsel forude

Foto: Vejdirektoratet

Indhold

    Tidligere på året blev færdselsloven ændret, således at 17-årige bilister kan køre bil uden ledsager mellem kl. 5 og kl. 20. Loven trådte i kraft 1. juli 2025, og i sommermånederne kom der en stigning på 45 procent af 17-årige, der påbegyndte et kørekortforløb.

    - De nye kørekortregler er blevet taget godt imod, og vi ser en stor stigning i nye, unge bilister. Det giver mere mobilitet og flere transportmuligheder for landets unge. Det giver frihed til den enkelte og til familierne. Det er ikke mindst vigtigt i de dele af landet, hvor der er langt mellem husene, siger transportminister Thomas Danielsen.

    Færdselsstyrelsen opgør antallet af oprettede kørekortforløb, og for førstegangserhververe på 17 år er der sket en stigning fra 7.760 i sommeren 2024 til 11.272 i sommeren 2025. Det svarer til en stigning på 45 procent på landsplan. Tallene er opgjort fra månederne juni, juli og august.