Gå til hovedindhold
Nyhed

Transportministeren inviterer til ø-topmøde

Landets ø-borgmestre inviteres til drøftelser om grøn omstilling af færgerne til de danske øer. Mødet afholdes på Samsø til januar.

12. nov. 2025
Skumsprøjt set fra bagenden af en færge

Indhold

    I 2021 og 2022 fik en række kommuner tilsagn om støtte til at omstille deres færgedrift til en grønnere profil. På trods af stor interesse fra ø-kommunernes side og tilsagn om udmøntning af alle puljens midler, er det begrænset hvad det har resulteret i af konkrete færgeløsninger.

    Transportministeren tager derfor initiativ til drøftelser om mulighederne for at gentænke puljerne.

    - Ø-færgerne er en livsnerve for mange danske øer. Det er de lokale, der har bedst indsigt i, hvilke løsninger, der fungerer lokalt. Jeg modtager derfor løbende inputs fra ø-kommunerne om færgeruterne, og det tager jeg selvfølgelig til efterretning. Jeg mener, vi har brug for at tage ideerne og drøftelserne om fremtidens ø-færger videre, og derfor glæder jeg mig til at tage dialogen med borgmestrene, og målet er at få et bedre billede af, hvordan en ø-færgepulje potentielt kan gentænkes, siger transportminister Thomas Danielsen.

    Ø-topmødet afholdes på Samsø i januar 2026. For at få alles input inviteres både de kommuner som allerede har fået tilsagn og de kommuner, som også kunne være interesserede i at omstille. Alle borgmestre modtager nærmere detaljer om mødet.