Ny lov skal samle og styrke beredskabet for trafikken på tværs af landet
Ny politisk aftale indebærer, at ansvaret for beredskabsindsatser på øst-vest-korridoren, som skal sikre transporten på tværs af landet – også i krisesituationer – samles i Sund & Bælt Holding A/S.
Foto: Sund & Bælt
Transportkorridoren mellem Jylland og øerne er afgørende for, at Danmark kan fungere – også i krisetider. Derfor er forbindelserne over Lillebælt og Storebælt også kritisk infrastruktur.
Et bredt flertal af Folketingets partier er enige om at samle ansvaret på beredskabet hos selskabet Sund & Bælt Holding A/S, for at sikre en sammenhængende indsats, hvor ansvaret ikke er fordelt blandt forskellige aktører.
By-, land- og transportminister Karina Lorentzen Dehnhardt:
- Vi skal forholde os til det trusselbillede vi lever i, og det er afgørende for det danske samfund, at vi sikrer transporten mellem Vest- og Østdanmark bedst muligt. Jeg er derfor glad for, at der er bred opbakning blandt Folketingets partier til, at vi nu samler opgaven med at styrke beredskabet for øst-vest-trafikkorridoren.
Transportordfører for Socialdemokratiet, Bjørn Brandenborg:
- Vi lever i en mere urolig verden, og derfor er det vigtigt, at vi er beredte. Forbindelserne over Storebælt og Lillebælt er kritisk infrastruktur. Derfor samler vi ansvaret og styrker beredskabet, så vigtige forbindelser mellem vores landsdele kan holdes åbne i krisesituationer.
Transportordfører for Moderaterne, Frida Bruun:
- Vi lever i en verden der bliver stadig mere usikker, og hvor trusselsbilledet desværre er blevet langt mere alvorligt. Derfor er det også vigtigt at vi ruster vores infrastruktur til den nye virkelighed, og sikrer forbindelsen imellem Øst- og Vestdanmark.
Transportordfører for Radikale Venstre, Philip Vivet:
- Danmark skal hænge sammen; også i krisesituationer. Derfor er det helt afgørende, at vi kan opretholde den nødvendige transport mellem landsdelene. Med et mere alvorligt trusselsbillede er det rettidig omhu, at vi nu styrker beredskabet omkring vores vigtigste transportforbindelser mellem Vest- og Østdanmark og samler ansvaret ét sted.
Transportordfører for Enhedslisten, Christoffer Emil Jexen:
- Med aftalen styrker vi beredskabet og sikrer, at vi er bedre rustet til at opretholde forbindelserne bl.a. med færge mellem Øst- og Vestdanmark, hvis vi en dag står i en alvorlig krisesituation.
Transportordfører for Alternativet, Elise Sydendal:
- Det er desværre nødvendigt, at vi forbereder os i lyset af det mere alvorlig trusselsbillede. Trafikken mellem Øst- og Vestdanmark er helt afgørende for, at landet fungerer, og med den her aftale tager vi et godt skridt mod at sikre forbindelsen mellem landsdelene.
Transportordfører for Venstre, Peter Juel-Jensen:
- Beredskab handler om at forebygge og forberede sig på, det der ikke må ske! Venstre glæder sig over at denne planlægning, for at sikre transporten mellem Vestdanmark og Østdanmark i forhold til de faste forbindelser, endelig bliver omsat til en konkret plan.
Transportordfører for Dansk Folkeparti, Michael Nedersøe:
- Dansk Folkeparti indgår i aftalen, da den understøtter et kritisk beredskab, der sikrer de faste forbindelser mellem Øst- og Vestdanmark, hvis trafikken skulle blive afbrudt.
Transportordfører for Konservativt Folkeparti, Mai Mercado:
- For Konservative er det vigtigt at der er en plan for infrastrukturen i Danmark og vores broforbindelser i fald der skulle ske sabotage. Derfor står vi bag stemmeaftale og lovforslag, som samler alle kompetencer hos Sund og Bælt og har til formål at opretholde en øst-vestkorridor.
Fakta
Ansvaret for de to lillebæltsbroer og Storebæltsbroen er fordelt mellem Banedanmark, Vejdirektoratet og Sund & Bælt.
I finanslovforslaget fremgår det, at regeringen vil iværksætte en række robustgørende tiltag vedrørende øst-vest-trafikkorridoren.
By-, land- og transportministeren fremsætter efter planen senere på året en ændring af lov om Sund & Bælt Holding A/S m.v.
Lovforslaget skal bidrage til at sikre transportmulighederne mellem Vestdanmark og Østdanmark. Lovforslaget vil medføre, at det overordnede ansvar placeres i Sund & Bælt Holding A/S. Det vil omfatte tiltag på de faste forbindelser mellem landsdelene, herunder de to lillebæltsbroer. Sund & Bælt skal foretage de nødvendige tiltag der skal til for, at det er muligt at opretholde transporten på tværs af landet i en situation, hvor de faste forbindelser måtte blive afbrudt i kortere eller længere tid, såvel som tiltag der kan forhindre sådanne afbrydelser.
Sund & Bælt Holding A/S vil I den forbindelse overtage ejerskabet af de to lillebæltsbroer. Overdragelsen af ejerskabet vil ikke medføre, at der indføres brugerbetaling for trafikanterne på de to lillebæltsbroer.
Kontaktoplysninger til ordfører
Socialdemokratiet:
Bjørn Brandenborg, bjoern.brandenborg@ft.dk, 61 62 51 15
Moderaterne:
Frida Bruun, frida.bruun@ft.dk, 33 37 58 77
Socialistisk Folkeparti:
Vivi Nør Jacobsen, vivi.jacobsen@ft.dk, 33 37 44 22
Enhedslisten:
Christoffer Emil Jexen, christoffer.jexen@ft.dk, 33 37 50 16
Radikale Venstre:
Philip Vivet, philip.vivet@ft.dk, 33 37 47 08
Alternativet:
Elise Sydendal, elise.sydendal@ft.dk, 33 37 48 35
Venstre:
Peter Juel-Jensen, peter.juel-jensen@ft.dk, 61 62 46 28
Liberal Alliance:
Jens Meilvang, jens.meilvang@ft.dk, 61 62 49 64
Det Konservative Folkeparti:
Mai Mercado, mai.mercado@ft.dk, 33 37 55 00
Dansk Folkeparti:
Michael Nedersøe, michael.nedersoee@ft.dk, 33 37 51 36
Danmarksdemokraterne:
Hans Kristian Skibby, hans.skibby@ft.dk, 61 62 42 31
Kontakt by-, land- og transportminister Karina Lorentzen Dehnhardt via ministeriets pressetelefon: 33 11 00 14